Akvarel-malerejse med Ane Grete Aagaard – 28. april til 5. maj 2018

SONY DSC

Kurset tager hul på foråret i april. Vi maler akvarel i det nærmest paradisiske Andalusien. Her giver jeg undervisning i den moderne akvarelteknik, som er så oplagt at anvende i netop dette område med dets vidunderlige jordfarver, men vi kombinerer den også med den mere klassiske “streg”.

Kurset afholdes på det danskejede refugium, Garden of Lemons, som ligger uendeligt smukt tilbagetrukket fra turismens vante ruter i læ af bjergkæden Sierra Nevada imellem Granada og Middelhavet. Her går skønhed, fordybelse og gastronomi op i en højere enhed. Vi arbejder 6 dage under opholdet og husets kok tilbereder herlige måltider. I løbet af opholdet arrangeres desuden inspirationsture i landskabet til Granada og til Middelhavskysten. Valle de Lecrín er en sand skatkiste af motiver, og vejret giver de bedste betingelser for at finde inspiration og udfolde sig under åben himmel. Lyset og farverne opleves med stor intensitet, og farverne stikker frem alle steder. Men måske er det først og fremmest dette kraftige og vekslende lys der skærper ens kunstneriske sanser. Store flader af landskaber i grønne citrus,- oliven- og mandellunde changerer med jordens mineralske bølger i okker, gul og rød kun afbrudt af landsbyernes reflekterende hvide gavle og tårne.cropped-IMG_3381-3-47.jpg

Information/orientering omkring materialer samt et kompendium til undervisningsprogrammet tilsendes i god tid inden afrejse (så der er god tid til at læse på lektien ).

Om mig. Jeg er uddannet maler, jeg har en uddannelse i voksenpædagogik og jeg har mere end 25 års undervisningserfaring. Jeg har gennem årene kunnet føje adskillige skoler og kurser til mit CV. Jeg har undervist på bl.a. FOF, LOF og DOF samt undervist aftenskolelærere i Amtscentralernes Voksenpædagogiske Centre. Jeg har kreeret male- og tegnekurser til div. Magasiner. Jeg lægger meget stor vægt på en godt tilrettelagt og struktureret undervisning med et velunderbygget fagligt indhold. Således, at deltagerne, udover at få en god oplevelsesrig ferie, også får et seriøst fagligt udbytte af turen. Undervisningsmateriale og -program tilsendes efter tilmelding.

Maleundervisningen foregår på Refugiet http://garden-of-lemons.com og her serveres de fleste måltider. Hvis to rejser sammen, men kun den ene maler, så er her rammen for et godt ophold for begge, idet der er rige muligheder for kulturelle oplevelser, vandreture, golf, strand og muligheden for at nyde stedet, poolen og gode bøger.

Kr. 9.500,- /pris for ikke malende: kr. 8.100,-

Prisen inkluderer: 

  • Fly
  • Hotelværelse på Hotel “Los Naranjos”(10 min. gang fra Refugiet)
  • Morgenbord, samt frokostbuffet eller madpakke alle dage
  • Middage ifølge programmet
  • Kursus med kursusophold på Refugiet
  • Transfer til og fra lufthavnen

Prisen inkluderer ikke:

  • Drikkevarer
  • Div. entreer
  • Udflugter
  • Tillæg for enkeltværelse kr. 500,- på hotel Los Naranjos
  • Tillæg for at bo på selve refugiet: 1400,- kr i dobbeltværelse/ 2100,- kr i enkeltværelse

Tilmelding Veksebo Wellness som er teknisk arrangør af rejsen: Pr. telefon: 48 48 55 53 Pr. mail: nina@veksebo-wellness.dk Pr. snailmail: Smedevej 4 3480 Fredensborg 

Konto-oplysninger:Handelsbanken reg.nr. 6301 kontonr. 163913

roser i poolen