IDÉHISTORIEN PÅ EN UGE Andalusien, 9.-16. juni 2018 Med filosofferne Anders Fogh Jensen og Kasper Lysemose

idehistorien

PROGRAM: IDEHISTORIEN PÅ EN UGE – FIGURERNES IDÉHISTORIE

Lørdag aften ankommer vi og får os noget tapas og lidt informationer om stedet.

Kurset består af 9 pas – en introduktionsgang til figurer i filosofien og dernæst otte gange hver især dedikeret til en central og eksemplarisk idéhistorisk figur. Søndag til tirsdag har vi kursus kl.9-12 og 16-19. Onsdag er fridag. Torsdag kl.9-12 og kl.16-19 igen og fredag kl.9-13.

For mere information og bestilling af rejsen se: http://www.dannelsesrejser.dk/index.php?id=1333

Det samlede program ser ud som følger:1. pas: Figurer i filosofienI dette pas vil vi blive introduceret nærmere til idéen om en figurernes idéhistorie. Filosofihistorien gengives ofte som en kongerække af filosoffer med hver deres begreber og doktriner og med hver deres samlede system. Men der gives i alle klassiske filosofiske tekster en stærk understrøm af figurer: ”… en bevægelig hær af metaforer, metonymier, antropomorfismer kort sagt en mængde menneskelige relationer, som er blevet poetisk og retorisk forstærket, overført, smykket og efter lang tids brug forekommer et folk fast, kanonisk og forbindtligt” (som Nietzsche engang skrev). Vi vil se på, hvad denne understrøm har at betyde i filosofien.2. pas. Hulen som sandhedens figur

Hulen er en af de mest vedholdende figurer i filosofien. Og med Platons berømte hulemyte bliver hulen den centrale figur i et dannelsesdrama, der har med sandhed at gøre. Hvem er fangerne i Platons hule? Hvem har lænket dem? Hvem er dukkeførerne, der opfører det skyggespil, fangerne betragter? Hvorfor er fangeren så optagede af skyggespillet? Hvordan er det muligt at vende sig om og forlade hulen? Kan fangerne befri sig selv eller kræver det en udefrakommende magt? Og hvorfor skulle man overhovedet forlade hulen? Gør vi ret i at tale om huleboerne som fanger og om udstigningen af hulen som en befrielse? Hvor er vi, når vi træder ud af hulen og ind i solens lys? Og hvorfor skulle man, når man først er kommet ud, vende om og gå tilbage til hulen? Vi vil lade disse og endnu flere aspekter ved Platons hulemyte lede os i spørgsmålet om, hvad sandhed er.

3. pas. Systemet som erkendelsens figur

Vi kender alle til systemer, hvad enten det er mapper på hylden, i computeren, det periodiske system eller slægtskabssystemer. Systematik er uomgængeligt, mennesket har altid forsøgt at systematisere, uanset hvor meget det har flirtet med kaos. Eller som Polonius formulerer det i Shakespeares Hamlet: ”Though this is madness, yet there is method in it.”

Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at en systematikkerne ændrer sig. Vi ser i dette pas på, hvordan menneskets systematikker har ændret sig efter renæssancen.

4. pas. Midten som kosmologisk figur

Med Kopernikus rykkede solen i centrum af kosmos. Men dét var ikke blot en ændring i vores videnskabelige model for verden. Det indebar også en ændring i vores billede af verden og vores egen stilling deri. Mennesket har nemlig ment at kunne modtage vink om dets egen betydning ved at orientere sig ud fra dets placering i kosmos – og midten har traditionelt været det foretrukne sted. Vi vil se på midtens attraktion i historien om menneskets metaforiserede kosmologi. Og vi vil navnlig undersøge de forskellige eksistentielle selvforståelser, som den kopernikanske verdensmodel førte med sig.

5. pas. Splittelsen som dybets figur

Hjertets renhed er et ville ét, sagde Kierkegaard, men hjertet vil ikke altid bare ét. Og hvis hjertet vil ét, vil forstanden eller moralen måske noget andet. Men splittelse er ikke bare et psykologisk begreb, det viser sig at være et kosmologisk eller metafysisk begreb, at verden i sin grund er splittet. Vi følger splittelsens historie fra menneskets barndom – splittelsen der kom af at spise af kundskabens træ – hen over filosofiske trædesten og frem til romantikken, der byggede et verdenssyn på splittelsen, videre over viljens splittelse hos Nietzsche og ender hos Freud, der byggede splittelsen ind i selvet. Med andre ord, splittelsens historie fra kosmos til klinik.

6. pas. Pausen som tænkningens figur

Filosofien er fuld af ophold. Og det er den, fordi tænkningen indebærer en pause – en tænkepause. Således fortælles det, at Sokrates – ifølge Heidegger ”aftenlandets reneste tænker” – engang gjorde holdt midt i tumulten i en militærlejr. Og det i samfulde 24 timer! Sokrates var faldet i tanker. Og det foranlediger os til at spørge: Hvad er det egentlig, vi gør, når vi tænker? Hvor er vi henne, når vi tænker? Hvilken forbindelse er der mellem tænkning og handling? Hvilken forbindelse er der mellem tænkning og viden? Og hvad nytter tænkningen overhovedet? Med pausen som figur vil vi orientere os om tænkningen.

— Hviledag (pausen til at tænke) —

7. pas: Gaven som fællesskabets figur

Ifølge sociologen Georg Simmel beror al samfundsdannelse på, at mennesker indgår i forskellige former for udveksling med hinanden. Med den globale markedsøkonomi er varebyttet for længst blevet den altdominerende udvekslingsform. På den baggrund har en række tænkere fået interesse i at undersøge gavebyttet som et alternativ til den kalkulerende købmandsfornuft. Hvordan ville et samfund se ud, hvis det var organiseret omkring gavebyttet? Det er et sociologisk spørgsmål. Som sådan er det også blevet undersøgt, nemlig med udgangspunkt i visse arkaiske samfund, hvor gavebyttet har været dominerende. Men det er også et spørgsmål i en figurernes idéhistorie. For det viser sig, at gaven er en figur, som det ikke er så nemt at få hold på. Og når man tænker fællesskab ud fra gaven, løber man derfor ind i paradokser. Ja, i sidste ende er gaven måske endda umulig, sådan som den franske tænker Derrida mente. I lyset heraf vil vi vende os til den dyd, der angiveligt skal muliggøre gavegivningen – nemlig generøsiteten – og se på, hvordan det er fat med den. Det skal vise sig, at Nietzsche har noget at sige om den sag.

8. pas. Pengene som kærlighedens (mod)figur

Figurer behøver ikke altid positivt at give orientering om deres tilhørende idéer. De kan også give orientering som kontrast- eller modfigurer. Og sådan er det med pengene og kærligheden. I hvert fald i Søren Kierkegaards skrift om Kjerlighedens Gjerninger. Hvad er kærlighed? Det er rimeligvis et af de spørgsmål, som vi aldrig bliver færdige med. Men Kierkegaard bruger pengene som negativ orienteringsfigur i Kjerlighedens Gjeninger med følgende stiltiende opfordring: hvordan du end tænker om kærligheden, så tænk fremfor alt på den som noget, der intet har med penge at gøre! Fordi man har penge i lommen, er det jo ikke sikkert, at man har hjerte i barmen, som han bemærkede. Vi vil se på nogle af de centrale steder i Kierkegaards tekst om kærligheden, hvor pengene pludselig dukker op.

9. pas: Hånden som menneskets figur (fra kl.9-13)

Ifølge Martin Heidegger er menneskets hænder så betydningsfulde for det at være menneske, at man snarere end at sige, at mennesket har hænder egentlig skulle sige, at hænderne holder menneskets væsen. Det kan meget vel være, at menneskets væsen består i at være ‘det kloge dyr’, som filosofferne traditionelt har hævdet – men er det muligvis en begavelse, det har modtaget af sine egne hænder? Ligger der en ‘håndens fænomenologi’ bagved ‘åndens fænomenologi’? I hvert fald er hånden en gennemgående figur i spørgsmålet om mennesket. Vi vil undersøge de berørende, de gribende, de formende og de kastende hænder med et vågent øje for hændernes betydning for menneskets dannelse.

Figurernes idéhistorie: en dannelsesrejse

Dette kursus vil introducere dig til de store figurer i den menneskelige tænknings historie. Det vil sige, de tanker hvormed vi har forstået os på, hvad vi mon turde håbe, at vi kunne vide, og de tanker hvormed vi har bygget samfund, kultur, mellemmenneskelige forhold og tænkt om, hvem vi selv er. I stedet for at gennemgå en kongerække slavisk, giver vi dig her figurernes idéhistorie.
I sit hovedværk – Kritik af den rene fornuft fra 1781– begynder den tyske filosof Immanuel Kant med at gøre den observation, at mennesket har et naturanlæg for metafysik. Den menneskelige fornuft, skriver han, har nemlig den mærkværdige skæbne, at den er belastet med spørgsmål, som det ville være umenneskeligt ikke at være optaget af, men som det ville være overmenneskeligt endegyldigt at svare på. Den slags spørgsmål angik det, som Kant kaldte idéer. Og derfor kan en skælmsk formulering af Kants menneskesyn udmærket lyde, at mennesket er et væsen besat af fikse idéer. Hvad er verden, tiden, væren, naturen, friheden, sandheden, historien, livet, selvet, gud osv.? Den slags ‘store spørgsmål’ hjemsøger mennesket. Menneskets mulighed for at svare på disse spørgsmål rækker imidlertid ikke, ifølge Kant. Han mente derfor, at metafysik ikke var mulig som videnskab.

Men det tjener Kant til ære, at han ikke af den grund anså menneskets svar for at være meningsløse. Tværtimod! Selvom mennesket ikke kan opnå erkendelse, når det kommer til idéerne, så kan det udmærket tænke over dem. Og det behøver ikke engang at tænke på må og få – det kan skaffe sig orientering i tænkningen. For at gøre det, betjener mennesket sig af et kunstgreb. Det overfører anskuelige forestillinger, som det udmærket kender fra erfaringen, til sine idéer, der overskrider erfaringen. Og med disse anskuelser som en slags skitser og omrids tænker det herefter over sine idéer. Således kan man eksempelvis sige: verden er en bro, verden er en bog, verden er et fængsel, verden er et ur, verden er et teater osv. Ingen af disse udsagn bestemmer, hvad verden er. Men de bestemmer, hvad vores forhold til verden kan være. De åbner m.a.o. ganske bestemte – men også ganske forskellige – måder at orientere sig meningsfuldt i verden på. Og på denne vis er metafysik vitterlig mulig – ikke som videnskab, men som metaforik.
En figurernes idéhistorie, som du vil få serveret i dette kursus, vil opspore de figurer, som har givet orientering til vores tanker. Og dét hænger ganske nøje sammen med det, man kalder dannelse. For det er i omridset af sine figurer, at mennesket har dannet sig selv.
Hvad er mennesket? På det spørgsmål er svaret, at det må mennesket se at finde ud af – ‘go figure it out!’. En rejse gennem figurernes idéhistorie er derfor virkelig en dannelsesrejse. Og det er det vel at mærke ikke i en blot historisk forstand. For mens tænkernes doktriner som regel er blevet overhalet af videnskabens fremskridt, så er deres figurer ofte svangre med endnu uprøvede dannelsesmuligheder. En figurernes idéhistorie er således ikke en vandring i et musealt vokskabinet, men en anledning til atter at sætte tænkningen i bevægelse. Og det vil vi gøre på dette kursus. Vi lover dig, at du vil komme til at tænke med figurer.

Underviserne:

Kursusleder og underviser: Anders Fogh Jensen

Anders Fogh Jensen, forfatter, dramatiker og selvstændig filosof. Holder foredrag, filosofiske samtaler, supervision og undervisning. Anders har speciale i det 20. århundredes franske filosofi og har bl.a. skrevet syv bøger om metaforer, Foucault, epidemier, Kierkegaard og projektsamfundet. Han deltager hyppigt i den trykte presses debat om vores samtid. Senest har han skrevet teaterstykket De danser alene (Rialto 2017).
www.filosoffen.dk

 

Underviser: Kasper Lysemose

 

Kasper Lysemose er filosof og arbejder primært med filosofisk antropologi, fænomenologi og dekonstruktion. Kasper skrev sin Ph.d. om idéhistorikeren Hans Blumenberg. I sit arbejde lægger Lysemose vægt på, at skrive og fortælle om filosofiske emner, så de både har saglig tyngde og stilistisk lethed: fremstillingen beror på et indgående kendskab til filosofiske traditioner, uden at sagen af den grund drukner i lærdhed, men fremstår underfundig og indbyder til fornyet undersøgelse. I den ånd har Kasper publiceret talrige artikler og holdt kurser og foredrag både i og udenfor den akademiske verden.

 

For mere information og bestilling af rejsen se: http://www.dannelsesrejser.dk/index.php?id=1333