Malekursus med Mia-Nelle Dröschler 21.-28.04.

Kursusdato: 21-28 april 2018
Underviser: Mia-Nelle Drøschler

miaNelleVi er inviteret af Henrik og Ingo til at komme og arbejde med kunsten på deres skønne finca syd for Granada. Her har de indrettet et refugium for mennesker der søger oplevelser, ro og fordybelse i smukke omgivelser. Stedet ligger uendeligt smukt i læ af bjergkæden Sierra Nevada mellem Granada og Middelhavet. Det er godt tilbagetrukket fra turismens vante ruter, og her er grønt og frodigt året rundt.

Det er en sanselig oplevelse at være her. Hver måned i året har sine dufte og sine farver startende med mandeltræerne i det tidligste forår.

Da Henrik og Ingo kom hertil første gang i 2011 faldt de øjeblikkeligt for områdets skønheden, og tænkte at de her måtte finde et sted at slå rod. Heldigvis for os fandt de landstedet Jardín de los limones der henlå som en ruin, men som idag fremstår som en elegant og fritliggende finca, omgivet af terrasser og haver med oliven- appelsin- og frugttræer. På Jardin de los limones venter os en personligt fortalt introduktion til den spanske kultur og, ikke mindst, til det spanske køkken.

Området er rigt på muligheder for både korte og længere ture igennem den smukke natur. Mia-Nelle tilbyder et varieret tegne-male-vandre-program, med ture der fører dig, igennem pinjeskove og plantager med mandel-, oliven- og citrustræer, frem til maleriske udsigtspunkter.

Du overnatter på et lille, hyggeligt hotel som ligger 10 min gang fra fincaen. Hver dag starter arbejdet kl 9 i Henrik og Ingos dejlige have. De vil undervejs forkæle os med dejlige, hjemmelavede frokoster, og skønne farverige middage tilberedt af husets kok.

For mere information og booking: https://kreativt-netvaerk.dk/malekursus-andalusien-spanien/

MALEKURSUS MED MIA-NELLE DRØSCHLER

Du kan roligt fordybe dig i din kunst på dette kursus, hvor undervisningen er skræddersyet til netop dig og dine behov. Mia-Nelle tager altid udgangspunkt i den enkelte, hvorfor der er god tid til at udvikle dit maleri fra netop der hvor du er. Alle kan derfor deltage på kurset, begyndere, øvede og erfarne malere er meget velkommen.

Hver morgen starter med en fælles gennemgang af teknik. Her vil Mia-Nelle gennemgå skitse, komposition, farve og idé, og introducere en række samtidsmalere til inspiration og refleksion. Resten af dagen maler du, mens Mia-Nelle følger din proces i en tæt dialog. Det er Mia Nelles mål at samtalerne om form og indhold vil sætte aftryk og være dig til gavn i dit arbejde som billedskaber, også langt ud i fremtiden.

Hver dag tilbyder Mia-Nelle inspirations-vandreture i den skønne natur vi bor midt i. I Mia-Nelles egne malerier er naturen en evig kilde til inspiration, den påvirker alle aspekter af hendes maleri. Med Andalusiens smukke landskaber omkring os, er det derfor oplagt at vi inddrager den fantastiske beliggenhed stedet tilbyder, i arbejdet.

Du bestemmer selv om du vil deltage på vandreturene. Nogle dage foretrækker du måske at blive hjemme og arbejde videre på egen hånd, det er helt ok, du bestemmer.

Midt på ugen har vi en fridag hvor du kan slappe af i de skønne omgivelser. Der vil blive mulighed for en guidet tur på Alhambra, hvor vi medbringer frokostpakker, og arbejder et par timer i området efter rundturen.

Du får også mulighed for at tage på en guidet tur til Granada, hvor vi blandt andet vil se den gamle, arabiske bydel Albacin, og måske besøge rådhuset, silkemarkedet, og det gamle universitet, inden vi slutter af med middag med udsigt over Alhambra og Sierra Nevada.

For mere information og booking: https://kreativt-netvaerk.dk/malekursus-andalusien-spanien/

DU ER VELKOMMEN

Du er velkommen til at kontakte Mia-Nelle hvis du har spørgsmål vedrørende undervisning og materialer
Mia-Nelle: tlf. +45 8159 6061 / mail: contactmianelle@gmail.com