Introduktion

Velkommen til Garden of lemons i den andalusiske dal Valle de Lecrín.

Garden of lemons er et refugium for mennesker der søger oplevelser, ro og fordybelse i smukke omgivelser. Stedet ligger uendeligt smukt i læ af bjergkæden Sierra Nevada mellem Granada og Middelhavet tilbagetrukket fra turismens vante ruter, og her er grønt og frodigt året rundt. Det er en sanselig oplevelse at være her. Hver måned i året har sine dufte og sine farver startende med mandeltræerne i det tidligste forår.

Da vi kom hertil første gang i 2011, faldt vi øjeblikkeligt for skønheden omkring os og tænkte, at vi her måtte finde mulighed for at slå rod. Snart fandt vi landstedet Jardín de los limonesder henlå som en ruin, men som idag fremstår som en elegant og fritliggende finca, omgivet af terrasser og haver med oliven- appelsin- og frugttræer. For at etablere refugiet Garden of lemons har vi siden købt og istandsat landsbyhuset El limón, der ligger med storslået udsigt over bjergene “las Alpujarras” og landsbyerne i dalen. De to komfortable huse ligger med få kilometers afstand og har fine arkitektoniske detaljer, der blander både nordiske og syd-europæiske stiltræk.

I forårs – og efterårsmånederne:

Vi skræddersyr ophold af ønsket længde for private og grupper. Opholdene kan være fra 1 dag, 3-5 dages til en uges varighed. Pluk frit i programmerne for de skitserede temaophold og byd gerne ind med ønsker. 

Begge huse udlejes desuden hele året hver for sig eller samlet.

Husene er ideelle for familier og vennegrupper, stedet at fejre fødselsdage og lignende. Garden of lemons er den perfekte ramme for teambuilding og projektarbejder. Vi er behjælpelige med alt det praktiske. Send os en forespørgsel via kontaktoplysningerne.

 

Max deltagerantal ved alle tilbud: 12 til 14 personer.